Det ender altid med Jensens Bøfhus
Vi kom afsted, Jens og jeg. Da det var blevet lidt op ad formiddagen, lørdag, startede vi med kaffe på Sigfreds, hvorefter vi tog toget til Ry. Vi provianterede i Kvickly, skiftede til regntøj i Kvickly og så begav vi os ud i elementernes rasen. Efter 5 minutter var vi gennemblødte, men humøret var højt. Jens gumlede fornøjet på sin pibe og jeg fantaserede lykkeligt om den forestående frokost.
Snart nåede vi den første top, Himmelbjerget. Opturen var strabadserende i strid blæst og slagregn, men udsigten var det hele værd: Et lille land indhyllet i vandtåger og alle nuancer af gråt.
Da det var svært at stå oprejst og sulten gnavede, undlod vi at handle i den ellers bemandede souvenirbutik, og påbegyndte nedstigningen efter en kort rest.
Nær ”Hjejlens” leje, ved Julsø, fandt vi et egnet bådely til indtagelse af dagens ration af kaffe, snickers og snaps.
Herefter var vi igen ved godt mod og følte os klar til næste etape.
Vi åd os gennem det dampende, uvejsomme skovlandskab, forbi Paradisøerne og videre rundt om Borre Sø.
Hen under aften, på randen af udmattelse, fandt vi omsider et sted at slå lejr. Dog måtte vi først på strejftur til den afsidesliggende fjeldstation Virklund for at proviantere. (Læs: købe småkager.)
Hvilken liflig stemning der bredte sig da teltet var rejst (under nogen møje) og aftensmaden snurrede vellystigt på trangiaen. Den steg, stemningen, til uanede højder da vi kort efter gjorde kål på den 2 kg øl vi havde slæbt på hele vejen. At vi ikke havde noget salt og ikke noget bestik var en ubetydelig detalje.
Vi sov ind som børn til regnens sagte trommen på teltdugen – og måtte først ud for at tisse henad tretiden…
Om søndagen lå vi vejr-brak til middagstid, hvor vi for længst havde gjort kål på hele rationen af småkager og sulten drev os videre.
Vi startede med at bestige endnu en unavngiven top som bestemt må kvalificere sig til konkurrencen om at være Danmarks højeste punkt. Derefter begav vi os videre mod endemålet Silkeborg, hvor vi havde diverse planer om at tage på kunstmuseum og deslige. Det blev der nu ikke noget af, for selvom dagens etape var betydeligt kortere end den foregående, viste den sig at blive turens største udfordring. Vi led af saltmangel og elementerne var ubønhørlige.
Men vi greb hinandens hænder, forbandede guderne og stred os ukuelige op mod vinden.
Da vi endelig stødte på de første tegn på civilisation mødte der os en uventet overraskelse: Byen virkede fuldstændig rømmet og forladt.
For at holde modet oppe havde vi fantaseret om alle de kulinariske lækkerier vi skulle sætte tænderne i når vi nåede ind til staden. Men i miles omkreds var der ikke et øje, endsige en åben beværtning at se.
Det endte med Jensens Bøfhus.
Det ender altid med Jensens Bøfhus. Salaten er slatten og betjeningen tvær, men man ved altid hvor man har dem.
Således mætte og trætte trimlede vi det sidste lille stykke ned til stationen, hvor vi lod Arriva transportere vore oppustede legemer tilbage til Århus, hvor Morten stod klar med et ubegrænset antal afsnit af ”Futurama”.
Det havde været en spændende og oplevelsesrig ekspedition. Og Jens følte sig nu helt i form til Jotunheimen.
For mit vedkommende går den næste spændende udflugt til Rudkøbibg - so watch out!
Kommentarer
Postat av: sAra
det ville være spÆndende at læse mere om din bjergstigning i Dk. KArin does the 7 summits of denmark!
og velkommen til cyberdagbogsværdenen.
Trackback