Grind!
Jeg ville egentlig have vist jer et billede som det her, som mit første indtryk af dette særegne, drømmeagtige tågeland.
...Eller dét her - som er fra Torshavn downtown.
Man kan næsten få indtryk af at være flyttet ind i et frilandsmuseum. Idyllen nærmer sig det overvældende.
Men så...
...var der...
grind!
Et mærkeligt makabert skue, som dog er sært medrivende. Og som samler hele byen. Det er vist længe siden der har været grind i Torshavn.
De første varsler lød allerede om morgenen. Naboen bankede på - og alle smed alt hvad de havde i hænderne og ilede mod stranden.
Men hvalerne smuttede fra dem. Og nogle (som undertegnede) slap et lettelsens suk og tænkte: "HA! - Endelig har de lært det, hvalerne, aldrig, aldrig at svømme ind mod stranden uanset hvad der sker."
Men de torshavnske mænd var hungrende efter at modbevise den stående påstand om at de er "storbyfolk", der ikke længere kan finde ud af at fange grind. Så havnen blev tømt for både - og med sammenbidt ihærdighed og stive blikke gennemsøgte de hele farvandet. Og hen på eftermiddagen lød varslet igen.
Der er grind!
Den eneste strand i nærheden ligger tilfældigvis lige neden for hospitalet, så vi stod i første række til det storslåede syn af Torshavns samlede flåde i en ring omkring måske 100 baskende hvalhaler.
Og så lige på én gang gik det løs.
Hvalerne spurtede pludselig panisk ind mod kysten. Bådene efter. Samtidig med at en megafon-kommando fik hele den forsamlede folkemængde til at kaste sig ned over skrænterne mod stranden. (incl. undertegnede.)
Og ja. Så var der blodbad i ordets mest bogstavelige betydning.
Læger og bibliotekarer, såvel som værftsarbejdere og garvede hvalfangere moslede ud mellem de piskende haler for at fæstne kroge i hvalernes åndehuller. Kvinder, børn og gamle stod klar til at trække i rebene - og de barskeste af mændene skar nakker over med store knive, så blodet sprøjtede dem i ansigterne. Blod som blev båret som æresbevisning dagen ud.
Der faldt en underlig munter ro over færingene.
Vi andre sødmælksdanskere fik justeret vores billede af et adstadigt, lidt melankolsk, folkefærd, i små nuttede træhuse på nogle eventyrligt grønne øer.
I morges var vandet i bugten endnu rødt.
Kødet fordeles i dag efter et sindrigt system til alle interesserede i kommunen. Jens og jeg har dog ikke fået tilmeldt os ordningen endnu. Måske godt det samme. Der er så mange tungmetaller i dyrene at kvinder i den fertile alder frarådes at spise kødet overhovedet. Det siges at smage mest af sild...
Hun drog mod nord...
Så skete det! Jeg fik pakket mit grej, giftet min søster bort og repareret min tand (delvis) - og er nu på vej mod nye eventyr i et lille land med mange øer, meget vand, megen tåge - og mange regnbuer!
Sejlturen herop gik fint. Jeg delte kahyt med 5 dåseølbællende polakker under nederste bildæk. 1½ døgn til at strikke, læse og filosofere over tilværelsen er lige mig! Og så koster det kun 300 kr. Kan anbefales!
Tjek www.smyril-line.dk hvis nogen skulle have lyst til at prøve! (Man kan osse få sin egen kahyt - men så er det lidt dyrere)
Nå - jeg ville egentlig bare sige at jeg er nået frem, at jeg har det godt.
Bloggen er tilbage i ny, forbedret og mere kulret udgave...
... To be continued...
(Lægen er på vagt og skal bruge sin computer.)
...Og jeg skal hjem og bage rugbrød...
Hun drog mod vest...
... med Arriva vest over Jylland, gennem den egn hvor stednavnene består af enstavelsesord. Tim, Them, Lem, Tarm, Skjern etc. Det er der hun kommer fra. Hun glemmer altid hvor øde det er. Hvor stort og tomt og endeløst landskabet ruller sig ud for ens øjne. Det er nok derfra hun har sin "gode" fantasi...
Det ender altid med Jensens Bøfhus
Således mætte og trætte trimlede vi det sidste lille stykke ned til stationen, hvor vi lod Arriva transportere vore oppustede legemer tilbage til Århus, hvor Morten stod klar med et ubegrænset antal afsnit af ”Futurama”.
Det havde været en spændende og oplevelsesrig ekspedition. Og Jens følte sig nu helt i form til Jotunheimen.
For mit vedkommende går den næste spændende udflugt til Rudkøbibg - so watch out!
